Overbevisning kan flytte bjerge - men selv for de bibelske skikkelser viser det sig ofte at være en udfordring at bevare tilliden. Igennem hele bibelhistorien fungerer troen som selve fundamentet for et rigtigt forhold til det guddommelige. Inden for Det Gamle Testamentes rammer indebærer tro især en urokkelig tillid til, at Herren formår og har i sinde at opfylde sine løfter, selv når de virker fuldstændig usandsynlige.
Det kniber dog med efterlevelsen - gang på gang må Gud erkende, at det israelitiske folk mister fodfæstet i deres overbevisning. De overvældes af tvivl eller retter anklager mod Skaberen, når de udsættes for fristelser eller modgang. Særligt galt går det, når de vender sig mod afgudsdyrkelse. Dette medfører uundgåelige konsekvenser i form af modgang og straffeaktioner.
De få individer i Det Gamle Testamente, som formår at opretholde den rette relation til Gud og betragtes som retfærdige, bliver til gengæld beskyttet og rigeligt belønnet. Abraham, som betegnes som troens fader, nærer tillid til Gud, på trods af at både han og hustruen Sara er højt oppe i årene og barnløse: "Han førte ham udenfor og sagde: 'Se op mod himlen og tæl stjernerne, hvis du er i stand til det.
'" 1. Mosebog 15. Ligeledes findes beretningen i 1. Mosebog 6,9, hvor Noa og hans nærmeste var de eneste, som Herren anså for retfærdige, hvorfor de blev reddet fra den store oversvømmelse. I Esajas' profetier defineres tro som et håb om, at Gud vil befri sit folk uagtet den barske virkeligheds trængsler. Det drejer sig om et håb, man skal holde fast i med fortrøstning: "Den, der stoler på ham, skal ikke vakle," Esajas' Bog 28.
At troen på Herren rummer både håb og lindring, ses tydeligt i Salme 5: "Alle, der søger ly hos dig, skal fryde sig; de skal juble til evig tid. Du holder hånden over dem, og de skal glæde sig over dig," Salmernes Bog 5. Ifølge Jesu forkyndelse er det netop troen, der muliggør mirakuløse hændelser. Dette eksemplificeres i hans svar til en fader med en syg søn, der spørger om hjælp: "Hvis du kan!
For den, der tror, er alt muligt. " At intet er umuligt for den troende, pointerer Jesus med ordene: "Sandelig siger jeg jer: Hvis jeres tro er fast og uden tvivl, kan I ikke blot gøre det samme som med figentræet, men endda sige til dette bjerg: 'Løft dig op og kast dig i havet! '" Men også i Det Nye Testamente kæmper de disciple, der vandrer med Jesus, med at bevare troen.
På trods af at de er vidner til hans ord og mirakler, fejler de gang på gang i deres tillid. Det ses tydeligt, da Peter vover sig ud på vandet mod Jesus, men mister modet og begynder at synke: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du? " Det er måske ikke så mærkeligt, at disciplene har svært ved at begribe og acceptere Jesu budskaber, da de ofte strider mod deres vante verdensbillede.
Det, Jesus forsøger at overbevise dem om, er, at Guds rige er blevet en realitet gennem ham, og at deres hidtidige virkelighed er transformeret. Efter Jesu død og genopstandelse definerer Paulus troen således: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herren, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses," Romerbrevet 10,9.
Paulus lægger stor vægt på, at frelsen opnås gennem tro og ikke ved egne korrekte handlinger - troen er en guddommelig gave, givet af nåde snarere end som løn: "Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord," Romerbrevet 10. Endelig påpeger Paulus, at troens frugt er kærlighed: "For i Kristus Jesus betyder det hverken til eller fra, om man er omskåret eller ej; det, der tæller, er troen, som er virksom i kærlighed," Galaterbrevet 5,6.
Fakta: Den apostolske trosbekendelse, som anvendes ved folkekirkens gudstjenester, udgør en formel sammenfatning af den kristne tro.