Bihulebetændelse behandling saltvand

Sinusitis, almindeligt kaldet bihulebetændelse, er en betændelsestilstand i de luftfyldte hulrum - de såkaldte bihuler - som findes i kraniet omkring næseområdet. I de fleste tilfælde er det maxillærbihulen, også kendt som kæbehulen, der påvirkes, hvorimod frontalbihulen forholdsvis sjældent er genstand for betændelse. Det mest typiske og fremtrædende symptom er en vedvareende, ømhedsfyldt smerte i mere end syv dage lokaliseret omkring den ramte bihule.

Smerten forværres markant, når man bøjer overkroppen fremad, og den kan udstråle hen mod øjet eller ned gennem kæben til tænderne. Ved svære tilfælde ledsages sygdommen undertiden af feber samt - dog sjældnere - en tydelig hævelse over den angrebne bihule. Sygdomsforløbet strækker sig som regel over flere uger, og de fleste patienter generer fuldstændigt efterfølgende.

Bihulebetændelse optræder hovedsageligt hos voksne personer. Selve betændelsen er ikke smitsom i sig selv, men den opstår typisk som følge af en virusinfektion i de øvre luftveje, som netop smitter gennem hoste og nysen i nærheden af andre. Alternativt kan smitteoverførsel ske ved, at man berører overflader som eksempelvis et bord, som en forkølet person har hostet eller nyst over, hvorefter man gnider øjnene eller stikker fingrene i næsen.

Den underliggende årsag til bihulebetændelse er, at der normalt løber slim fra bihulerne ind i næsehulen, men ved en forkølelse hæver slimhinden, hvilket blokerer de åbninger, slimmet ellers ville dræne igennem. Når bihulerne således afskæres fra næsepassagen, skabes der betændelse, som skyldes enten bakterier eller virus. Ved undersøgelsen af en mistænkt bihulebetændelse vil lægen trykke på den angrebne bihule og anmode patienten om at bøje sig fremad for at vurdere, om smerten tiltager.

Desuden vil der ofte blive taget blodprøver, som kan afsløre tegn på betændelse og angive, om den skyldes bakterier. I alvorlige situationer kan det være nødvendigt med røntgen eller en skanning af bihulerne for at fastslå, om slimhinden er hævet, og om der er væskeansamling. I visse tilfælde kan en øre-næse-halslæge sende opspiret sekret til laboratorieanalyse med henblik på at identificere de involverede bakteriestammer.

For så vidt angår børn, kan der være særlige betragtninger i forbindelse med diagnosen og behandlingen. Når det gælder selvhjælp, kan det være fordelagtigt at skylle næsen med saltvand eller indånde dampe - dog med forsigtighed for ikke at risikere forbrændinger - ligesom det anbefales at sove med hovedet let hævet, for eksempel ved at bruge en ekstra pude.

Den medicinske behandling omfatter almindeligvis smertelindrende præparater, der i de fleste tilfælde effektivt dækker smerterne. Næsedråber eller næsespray kan mindske hævelsen i næseslimhinden og dermed genåbne passagen til den betændte bihule, så sekretet igen kan dræne fri. Er betændelsen udtalt, kan behandlingen suppleres med antibiotika, typisk enten et snævert eller bredspektret penicillinpræparat.

Patienter med penicillinallergi kan i stedet få ordineret et makrolid, et tetracyclin eller et fluorquinolon. Antibiotikakuren varer som regel syv til ti dage. De mildere smertestillende lægemidler indeholder som oftest paracetamol eller acetylsalicylsyre, eventuelt i kombination med koffein.