Den forsvundne fuldmægtig resume

For at kunne bidrage med dine refleksioner eller kommentarer er det nødvendigt at være registreret eller logget ind, men lad os i stedet fordybe os i en af de litterære skatte, der for evigt har sat sig fast i ens erindring efter at være blevet læst i de unge år, og for mig er det uden tvivl Hans Scherfigs mesterlige værk "Den forsvundne fuldmægtig", der fortsat står som en uudslettelig påmindelse om, hvordan litteratur kan flå småborgerlighedens facade af med en skarphed, der både er underfundig og brutalt ærlig.

Det er ikke det idylliske villa-Danmark, mange af os kender fra opvæksten, der afspejles i Theodor Amsteds indre univers i Københavns brogede gader, og alligevel er der en slags skæv genkendelighed, der gør, at man ikke kan lade være med at nikke anerkendende til de absurde parallelle virkeligheder, Scherfig så elegant afdækker. Amsted, denne påfaldende gennemsnitlige og lidt underlige kontorist ansat i det ironisk navngivne Krigsministeriet - en institution, hvis titel næsten i sig selv er en satire over bureaukratiet - bevæger sig gennem livet med en rutinepræget ensformighed, hvor selv den mindste afvigelse, som at hoppe over flisernes revner på vej hjem fra arbejdet, bliver et lille oprør mod det forudsigelige.

Det er ikke nogen kompleks fortælling, Scherfig præsenterer os for, og den kræver heller ikke dyb filosofisk indsigt for at blive forstået, men dens styrke ligger i den skarpe ironi og den bidende satire, der med en næsten uanstrengt elegance afslører de menneskelige svagheder, vi alle bærer på. Scherfigs evne til at underdrive sine mest skarpe iagttagelser gør læseoplevelsen til en sand fornøjelse, for her er ingen moraliserende pegefinger, kun et spejl, der holdes op foran den lille mands store dilemmaer.

Theodor Amsted er netop sådan en lille mand, fanget i et bur af regler og forventninger - på kontoret hersker de ufravigelige procedurer, og derhjemme venter rivejernets skrapen og sønnens opdragelse, hvor selv måden at sidde ved spisebordet på er underlagt strenge normer. Men en dag bryder Amsted ud af sin tilværelse i et spektakulært forsvindingsnummer, da hans gamle skolekammerat, den fortabte Michael Mogensen, finder sin ende i en eksplosion på Amager Fælled, og Amsted udnytter situationen til at insinuerer sin egen død, hvorefter han under falsk identitet og med forandret udseende søger tilflugt i Tisvildeleje, hvor han fordyber sig i at indsamle sommerfugle og haletudser, som han bevarer i glas, og hvor han endda tillader sig at udvikle en platonisk tiltrækning til en kvinde.

Friheden, han så inderligt har længtes efter i sit indespærrede liv, viser sig dog at være noget, der skræmmer ham, når den kommer for tæt på, og her afdækker Scherfig med finurlig præcision den småborgerlige sjæls evige strid mellem trangen til at bryde ud og frygten for det ukendte - en konflikt, der knapt nok kan reduceres til blot at være et produkt af opdragelse, uddannelse eller samfundsstrukturer, som forfatteren desværre til tider synes at antyde, og det er her, romanen savner et dybere psykologisk lag.

For det borgerlige samfunds greb om os er uundgåeligt, og det får også Amsted at mærke, da han en dag står anklaget for både mord og forsikringssvindel, hvilket sender ham bag tremmer, hvor han paradoksalt nok finder den ro og struktur, friheden havde frataget ham. I Vestre Fængslets monotone rammer, hvor han dag efter dag klistrer papirsposer sammen med en næsten meditativ tilfredshed, blomstrer den småborgerlige Amsted op, for her er han endelig i sit rette element, omgivet af den forudsigelighed, hans sjæl åbenbart trives bedst i, og det er et skarpt indblik i, hvordan vanens magt kan forme os alle, uanset hvor meget vi måske drømmer om at slippe fri.

Scherfig afrunder sin fortælling med en næsten sarkastisk konstatering om Amsteds medfanger, der ifølge forfatteren "ikke alle er så tilfredse som Theodor Amsted. De er urolige sjæle. De har ikke haft glæde af hans solide opdragelse. De er ikke blevet tilstrækkeligt forberedt til dette liv gennem årtier. De har ikke haft gavn af hans skolegang. De har ladet sig forføre af for meget fantasi.

De er disharmoniske og uegnede til borgerligheden. " Men hvad har Scherfig ikke sat i bevægelse med denne roman? Tænk blot på alle de historier, vi jævnligt hører om familiefædre, der fra den ene dag til den anden pludselig forsvinder sporløst - et fænomen, der næsten virker som en direkte ekko af Amsteds eksistentielle flugt.