Dirch passer og kjeld petersen

I sine tidlige år var Dirch Passer en yderst tilbageholdende ung mand, der dog nærede en drøm om at slå sig ned som skuespiller, men i stedet fulgte han sin fars ønske og begyndte på J. Lauritzens søfartsskole i nærheden af Svendborg, hvor han dog hurtigt opdagede, at hans vedvarende søsyge gjorde karrieren på havet uholdbar, hvilket førte ham til i stedet at søge mod De frederiksbergske teatres Elevskole for at forfølge sin sceniske passion.

I løbet af 1940'erne dannede han et kunstnerisk partnerskab med sin kollega og nære ven Kjeld Petersen, hvis pludselige bortgang i 1962 kastede Passer ud i en femårig pause fra revyscenen, en periode han dog udnyttede til at etablere sig som en solist, indtil han i 1967 vendte triumferende tilbage til genren og høstede ny beundring, idet hans unikke evne til at forvandle selv de tyndeste manus-manuskripter til guld ved hjælp af sin scenepræsens blev legendarisk, især gennem hans elskværdige skildringer af excentriske karakterer, selvudnævnte "natureksperter" samt hans ikoniske roller som en voksenspillet baby og en nonsens-talende, russisk-inspireret klovn, der med sit absurde sprogbrug vandt publikums hjerter.

Blandt hans senere præstationer rager en næsten ordløs sketch ud, hvor han med komisk præcision portrætterer en mands desperate, men forgæves kamp for at kvitte smøgerne - et nummer, der endda fandt vej til vesttysk tv - og som understregede hans talent for at kommunikere udelukkende gennem mimik og kropssprog, en evne der blev yderligere forstærket af det ry, der gik på, at han kunne artikulere sig på ethvert sprog, uden dog at forstå et eneste ord af det, hvilket blot tilføjede endnu et lag af absurditet til hans kunstneriske persona.

På trods af sin komiske succes drømte Passer dybt inde om at udforske mere alvorlige roller, men hans image som Danmarks mesterkomiker var så indgroet, at hans forsøg på at bryde ind i det dramatiske fagsfære desværre strandede, da publikum og anmelderne simpelthen ikke kunne adskille manden fra myten. Den danske kritiker Jens Kistrup pegede engang på, at Passers komiske geni lå i hans evne til at forene tilsyneladende modstridende elementer: larmende kaos og diskret finesse, brølende hørlighed og stille indadvendthed, uhemmet vanvid og fuldkommen kontrol, galningens raseri og barnets uskyldige blødhed - alt sammen krydret med en sjælden, nærmest fortrolig kontakt til tilskuerne, der gjorde ham til en enestående scenepersonlighed.

Selvom han ofte udtrykte beundring for den britiske komiker Tommy Cooper, var det dog hans egen, uimiterlige stil, der definerede ham. På filmlerretet, hvor kvaliteten af hans værker svingede voldsomt, optrådte han typisk som den godhjertede, men let excentriske "almindelige mand" eller som en antihelt, der med sin varme og skørhed vandt publikums sympati, og blandt hans mest mindeværdige filmroller kan nævnes hans tolkninger af scenefigurer som hovedpersonen i Charleys Tante, Celestin-Floridor i Frøken Nitouche samt Leopold i Sommer i Tyrol - også kendt som Det hvide hotel - der alle vidnede om hans alsidighed.

Hans popularitet var så overvældende, at publikum jublede for enhver lille gestus; et mindeværdigt øjeblik fra Circusrevyen illustrerer dette perfekt, da han med sin karakteristiske tunge gang bevægede sig op til mikrofonen midt på scenen, hvor han i et halvt minut blot stod tavs og betragtedes af et spændt publikum, indtil han med et dybt, dramatisk sukk brød stillheden med et enkelt, uforglemmeligt "Hrmpff…", hvorefter forestillingen endelig kunne fortsætte under stormende bifald.

Talrige danske skuespillere ser stadig op til ham som en uovertruffen forbillede, og paradoksalt nok var manden bag den sceneædende komiker i virkeligheden yderst genert og reserveret, nærmest det stik modsatte af de livfulde, udadvendte figurer, han portrætterede. Hans liv sluttedes tragisk, da han under åbningsnumret til sæsonpremieren på Tivolirevyen - iført klovnekostume - brød sammen bag kulisserne og kort efter ankomsten til hospitalet afgik ved døden, en hændelse der chokerede hele nationen og efterlod et uudsletteligt tomrum i dansk underholdningshistorie.