Er barn er født i betlehem

En af de ældste bevarede latinske hymner fra middelalderen kan dateres tilbage til begyndelsen af det 13. århundrede, om end visse kilder antyder en endnu tidligere oprindelse, og antallet af strofer svinger betydeligt mellem de forskellige håndskrevne kilder, der er overleveret gennem tiden. Denne gregorianske sangs oprindelse forbliver indhyllet i uklarhed, skønt den tidligst dokumenterede version stammer fra en hymnebog, der blev anvendt i visse benediktinerklostre; blandt de spekulerede steder for dens tilblivelse nævnes både det bøhmiske kloster i Hradčany og forskellige tyske regioner.

Fra og med det 13. århundrede vandt hymnen indpas i den liturgiske praksis, hvor den blev sunget fra første juledag og frem til Helligtrekongersdag den 6. januar. Overførslen fra latin til nordiske sprog har en lang historie, idet den latinske original, Puer natus in Bethlehem, findes optaget i den finsksvenske samling Piæ Cantiones samt i Thomas Kingos salmebog fra 1600-tallet.

Den danske digter og teolog N. F. S. Grundtvig foretog en nyoversættelse til dansk i det 19. århundrede, en version der senere blev tilpasset til norsk bokmål, mens Bernt Støylen stod for den nynorske gengivelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Oprindeligt blev salmen Et barn er født i Betlehem sunget til en tysk folkemelodi fra 1500-tallet, men i dag er det primært Ludvig M.

Lindemans melodi fra 1800-tallet, der benyttes. Begge de norske varianter - på bokmål og nynorsk - er inkluderet i Norsk Salmebok under henholdsvis nummer 29 og 30. På dansk tilskrives den nuværende tekst ofte Grundtvig, skønt hans version først så dagens lys i 1853, mens Hans Tausen allerede i 1529 havde oversat den latinske hymne til dansk. I svenske kilder fra 1697 og 1819 angives melodien som en middelalderlig julevise, der har været kendt i Sverige siden 1500-tallet, og som også bruges til salmen En stjärna gick på himlen fram (nr.

104 og 105). Den første tyske oversættelse, Ein Kind geborn zu Bethlehem, tilskrives præsten Heinrich Laufenberg og dateres til 1470, mens den mest udbredte tyske udgave, der findes i Valentin Bapsts sangbog fra 1690, består af ti vers; dog har lingvisten Werner Neumann fremsat den hypotese, at teksten i virkeligheden stammer fra Christian Weiß den Ældre (1671-1739), der var sognepræst ved Thomaskirken i Leipzig.

Blandt de historiske indspilninger kan nævnes Halfdan Rodes optagelse med orgel og kor fra september 1908 i Kristiania, udgivet på Gramophone, samt operasangeren Erik Janssons version med orgel fra november samme år, der udkom på Beka; desuden findes Anders Brems' indspilning fra København i 1910 på Gramophone X og A, Øivind Lundes optagelse med trio, vibrafon og klokker fra oktober 1952 på Odeon A 8018-D, en indspilning fra november 1954 på Telefunken T 8213, en optagelse fra Trefoldighetskirken i Oslo i oktober 1960 på His Master's Voice A 45-AL 6043, og endelig Sølvguttenes udgave med organist Dagfinn Moe under dirigent Torstein Grythes ledelse.