Er fornavn persondata
Vibeke Dalberg: Om personnavne. Et eksempel fra den islandske telefonbog viser, at abonnenterne der er opstillet alfabetisk efter deres fornavn, selv når de besidder et efternavn, såsom Laxdal. De hyppige forekomster af dobbeltfornavne tjener til at mindske risikoen for misforståelser. Inden for erhvervsbetegnelserne findes der både komposita, der inkorporerer låneord, eksempelvis píanó- og banka-, samt udelukkende nye dannelser, som for eksempel meinatæknir.
Komponenten -fr i adskillige af erhvervstitlerne udgør en forkortelse af -fræðingur, der betyder 'fagkyndig', som det fremgår af verkfræðingur 'ingeniør' og hjúkrunarfræðingur 'sygeplejerske'. Adresser opgives i dativkasus, dog uden brug af præpositioner, for eksempel Vesturhúsum 13. Jette Wede. Brugsret: Begrænset anvendelse. Artikelindledning: Et personnavn, også kendt som et antroponym, betegner en specifik individuel person.
Den primære funktion af et personnavn er at skabe en entydig identifikation af det individuelle menneske. I de såkaldt simple samfund besidder det enkelte individ typisk kun et enkelt navn, men inden for en mere indviklet samfundskonstruktion, hvor flere individer kan bære identiske navne, kan en yderligere specifikation blive påkrævet, eksempelvis gennem tilføjelse af et øgenavn eller et familienavn.
Principper for navngivning: Tildeling af personnavne styres af både kulturelle og lingvistiske elementer. Hermed tillægges personnavnets symbolske rolle betydelig vægt, og ældre opfattelser vedrørende navnets iboende 'kraft', kendt som navnemagi, bygger på den antagelse, at der eksisterer en dyb identitet mellem individet og dets navn. Navnemagi fremstår for eksempel. En sådan traditionel påvirkning af både tidsperiode og geografisk placering observeres for eksempel.
Praksissen med at navngive, altså den skik, der udspringer af en forestilling om sjælevandring og en overførsel af karaktertræk fra én person til en anden via navnet, fulgte oprindeligt bestemte forskrifter, hvorved den ældste søn modtog samme navn som sin farfar, og den ældste datter fik sit navn fra sin farmor. I begyndelsen navngav man udelukkende efter afdøde slægtninge, men sidenhen også efter nulevende.
Den brede udbredelse af denne navneskik bidrog til, at specifikke fornavne, som eksempelvis Jens, Niels og Peder i middelalderen, opnåede en usædvanlig stor frekvens. Fra slutningen af århundredet: Ida, inspireret af H. C. Andersens eventyr 'Den lille Idas blomster', og siden Anden Verdenskrig, Kim, opkaldt efter modstandsmanden Kim Malthe-Bruun. Omtrent på samme tidspunkt påbegyndte man at konstruere kvindelige navne ud fra mandlige navne, for eksempel Frederikke fra Frederik og Rasmine fra Rasmus, hvilket åbnede for muligheden for navngivning på tværs af kønsbarrierer.
En yderligere ældgammel navngivningspraksis er den såkaldte variation. Dette princip manifesterer sig i navne bestående af to led, hvor et barns navn inkorporerer en af komponenterne fra faderens eller moderens navn. På en runesten fundet på Bornholm berettes der således om Økil og hans sønner Thorkil og Alfkil; på tre runesten i Blekinge angives navne fra adskillige generationer, alle konstrueret med den urnordiske variant af -ulf: Hariwulafa, Haþuwulafʀ og Haeruwulafiʀ.
Disse sidstnævnte benævnelser tjener desuden som illustrationer på allitteration eller bogstavrim, altså. Fornavne: De ældste dokumenterede navne i Danmark er lokaliseret i urnordiske runeindskrifter, dateret til omkring. En stor del af disse udgjorde egentlige ord fra sproget, anvendt som egennavne, eksempelvis Withuhundaʀ 'skovhund' og Swarta 'den sorte'.
De ti mest udbredte pigenavne i Danmark, statistisk opgjort i antal per. Ingen navne er identiske for de to kategorier.